Klumme

På fornavn med forbryderne. De små, altså

Brittas forbrydelse er forkastelig. Hvad jeg derimod ikke forstår, er, at sagen kun har fået konsekvenser for Britta.

Anna Britta Troelsgaard Nielsen kan vi overskue at kanøfle. Når det handler om banditter i habitter er det en anden sag. Arkvifoto: Phill Magakoe/Ritzau/ Scanpix

Anna Britta Troelsgaard Nielsen kan vi overskue at kanøfle. Når det handler om banditter i habitter er det en anden sag. Arkvifoto: Phill Magakoe/Ritzau/ Scanpix

Jørgen Pyndt, Aalborg, er journalist med arbejdsliv på flere nordjyske medier. Har skrevet portræt-og erindringsbøger.Formand for Ordkraft Festival, veteranmålmand i Aalborg Freja.

Jørgen Pynt. Foto: Lars Pauli

Jørgen Pynt. Foto: Lars Pauli

Her i landet kommer vi nemt på fornavn med hinanden. Der er noget jovialt forsonende over det.

Så vi var alle på fornavn med Britta, der i sidste uge fik sin dom for at have svindlet staten for 117 mio. kr. over en periode på 25 år. Seks et halvt års fængsel til den grå sagsbehandler i Socialstyrelsen for hendes systematiske misbrug af offentlige midler.

117 mio. kr., som skulle have været brugt til at forsøde tilværelsen for socialt udsatte, men som nu blev kanaliseret ind på hendes egne bankkonti til finansiering af et luksusliv, som den beskedne faste løn ikke kunne honorere. Hun lod fælleskassen betale sin barnedrøm.

Aldrig så snart var dommen faldet, før det gutturale brøl fra folkedybet manifesterede sig som et hvinende øksefald på vor tids offentlige guillotine: De sociale medier.

Forargelsen over, at retten ikke sprængte rammen og gav den formastelige mindst otte år i tugt-, rasp- og forbedringshuset, kendte ingen grænser.

Og den blev såmænd anført af en håndfuld markante politikere, som for længst er holdt op med at respektere magtens tredeling og uden smålige hensyn blander sig i domstolenes arbejde.

Misforstå mig ikke: Jeg synes, at Brittas forbrydelse er formastelig og forkastelig.

Der er ikke skygge af formildende omstændigheder. Hun har kynisk udnyttet sin adgang til at svindle og fifle, og for det har hun fået sin velfortjente straf. Oveni den offentlige menings dom, som blev afsagt længe før rettens formelle.

Hvad jeg derimod ikke forstår, er, at sagen kun har fået konsekvenser for Britta.

Vi har jo hørt, at det var en stående vittighed i hendes afdeling, at man kunne lave Panama-finten: Altså overføre penge fra det uigennemskuelige morads af tilskudsordninger til sin egen konto, og så stikke af til det store udland.

Men fik det ansvarlige chefer og politikere til at se de blinkende lygter og gribe ind?

Nej. De stillede sig i den lange kø ved håndvasken og slap, alle som én, for videre tiltale. Det krænker min retsbevidsthed lige så meget som Brittas horrible svindel.

Og i disse krænkelsesparate tider må jeg altså erkende, at jeg er endnu mere forarget over, at smarte udenlandske spekulanter og økonomiske kriminelle kan lænse den danske statskasse for 12,3 milliarder kroner ved at svindle med udbytteskat, uden at de reelt bliver stillet til ansvar. Jo, en medarbejder i SKAT, Svend, fik seks års fængsel for sin andel i det gigantiske bluffnummer, men de egentlige bagmænd sidder et eller andet sted og rasler med isterningerne i de dyre drinks, som danske skatteydere har været med til at betale. Alt imens de er på udkig efter nye, smarte metoder til at berige sig på fællesskabernes bekostning.

Og så må jeg lige i forbifarten nævne de bankskandaler, som vi har fået udmalet gennem de seneste tider, hvor den ene efter den anden direktør og bestyrelse er blevet pure frifundet, selvom deres ageren og volumensyge førte til, at lokale banker krakkede og trak et dybt spor af personlige tab og lammelse af små lokalsamfund efter sig.

Behøver jeg at nævne hvidvaskskandalen?

Den, hvor landets største bank så gennem fingre med eklatant svindel i en udenlandsk filial. Når bare det gavnede bundlinjen. Gyldne håndtryk og ridser i lakken for de øverste var eneste konsekvens.

Mens vi andre, der sidder i en foreningsbestyrelse med en konto i en bank, skal indsende pasfoto og anden ID og udfylde talrige skemaer på tro og love, for at dokumentere, at vi har de bedste hensigter og aldrig kunne drømme om at hvidvaske andet end T-shirts. I guder!

Men det er alt sammen såre menneskeligt, det med forargelsen.

For Britta er så dejlig nem at overskue, måske endda ligefrem identificere sig med. Hus i Hvidovre. Glad for heste. Glad for sine piger. Hendes forbrydelse er så indlysende. Hende kan vi kanøfle. Hvad bilder hun sig ind? Ind i skyggen med hende.

Så er det straks sværere, når vi glider ind på de bonede gulve og i chefkontorerne med ankeldybe tæpper.

Hvem kan gennemskue udbytteskat?

Eller de indviklede transanktioner, når der puttes vaskepulver i hvidvaskemaskinens centrifuge?

Her bliver vores forargelse diffus og uden ansigt. Og banditterne i habitterne går fri. Selvom deres forbrydelse går ud over den samme kasse, nemlig fællesskabets. Det gør al økonomiske kriminalitet til syvende og sidst.

Om den udøves af navnløse udenlandske spekulanter.

Eller Britta. Som også hedder Nielsen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.