Politisk skønmaleri


Opdateret 20. maj 2022 kl. 12:04

Af Hans Jørgen Pedersen, Jadevej 11, 9260 Gistrup, jadevej11@gmail.com

REGERING: Normalt holder min avis sig til vurderinger af kunst på bestemte sider.

Men både 31.10. og 2.11. havde hele to af slagsen sneget sig ind og fået Synspunkt-pladsen (Rasmus Prehn og Bjarne Laustsen).

Skal jeg evaluere på disse, må betegnelsen skønmalerier være det nærmeste, jeg kan komme en vurdering. Begge malerier har den nye regering som motiv. Køb af fire elefanter og en kamel samt en undskyldning er de første konkrete handlinger fra regeringens første tid. En bestemt nedslidt håndværker venter stadig på et svar, og den tredje limfjordsforbindelse hænger også i bremsen - igen. Den faste og fair udlændingepolitik skal fastholdes. Imponerende. Vist ikke en holdning, ret mange danskere deler lige nu. Men ting tager tid, så hvis der ventes lidt endnu, skal det hele nok gå.

I forbindelse med tolkningen af de to malerier kom jeg til at tænke på et skuespil af Samuel Beckett, som jeg så og oplevede for mange år siden. Teksten er inspireret af et af to malerier (måske begge).

I begge tilfælde står to personer ved et livløst træ og stirrer mod månen og stjernerne. Hvorfor ved vi ikke, som i stykket, hvor personerne heller ikke rigtig ved, hvorfor de gør, som de gør. De to - Estragon og Vladimir- er landstrygere, der gennem lang tid har travet på livets landevej. Scenografien er enkel, en sten, et træ, en horisont og en måne.

Det er det hele. Tre små blade på et dødt træ står som eneste tegn på håb og udvikling. Undervejs forstyrres de af en selvtilfreds og stor i slawet levemand og dennes slave. Men der skal mere til at bringe de to ud af deres rytme og trivielle hverdag.

Mod slutningen udtrykker Estragon: ”Jeg kan ikke fortsætte på denne måde”. Vladimirs svar: ”Det er noget du tror!” Altså man skal bare holde snuden i sporet. En lille dreng kommer i slutningen af begge akter ind og siger: ”Ham, I venter på, kommer først i morgen”, eller i tidens sprog: Der kommer en god løsning i morgen. Imens er vi ventende, ventende. Stykket hedder ”Vi venter på Godot”. Men Godot kom aldrig. Det kan ses på DR Bonanza.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden