Psykiatri har brug for et løft
Opdateret 20. maj 2022 kl. 12:08
Af Søren Valgreen Knudsen, læge, folketingskandidat (S), Stengade 10, 5-29, 9000 Aalborg, soeren.v.knudsen@gmail.com
og Jane Tribler, formand for Socialdemokratiet i Hasseris, Skalborg og Mølholm, Næssundvej 165, 9220 Aalborg
FINANSLOV: I disse dage forhandles der finanslov. Sammen med aftalerne, der er indgået med KL og Danske Regioner, tegner der sig samlet set et billede af en ambitiøs socialdemokratisk regering, der både vil velfærden og den social mobilitet. Det er vi meget stolte af.
Vi er dog ærgerlige over, at der i S’ finanslovsudspil ikke er lagt op til et løft af psykiatrien. Dette på trods af, at der i valgkampen blev givet løfter om en halv milliard kr. til psykiatrien på finansloven i år.
Det psykiatriske område har alt for længe været underprioriteret og underfinansieret.
Siden 2001 er antallet af patienter i psykiatrien steget med 66 procent, men der er ikke tilnærmelsesvis fulgt de tilsvarende ressourcer med. Det skaber problemer på de psykiatriske hospitaler, men i særdeleshed mangler der opfølgning, når folk udskrives.
Det er ikke bare uanstændigt over for de borgere, der har brug for behandling, men det er også en dårlig forretning for Danmark. De psykiske lidelser koster samfundet omkring 50 mia. årligt i understøttelse og tabt arbejdsfortjeneste, og en del af disse kunne spares, hvis psykiatrien var bedre gearet til at hjælpe folk hurtigt og dækkende. For de psykiske sygdomme er i dag blevet til en folkesygdom. Hver tiende dansker har en psykisk sygdom og hver femte bliver ramt af en i deres liv. Vi opfordrer derfor til, at S vil prioritere et løft af psykiatrien i denne finanslov, så der kan komme bedre vilkår i et hurtigere tempo. Det er afgørende, at disse midler kommer på finansloven, og kan indgå i hospitalernes driftsbudget, og at vi således kommer væk fra puljetyranniet, der tidligere har været anvendt til at finansiere øremærkede projekter i psykiatrien, uden nogen nævneværdig effekt på kvaliteten.
Psykiatrien og den mentale sundhed er massivt underprioriteret. Vi ser frem til arbejdet med en bæredygtig 10-års psykiatriplan, men der er akut behov for at understøtte disse områder allerede i denne finanslov. Denne udtalelse blev vedtaget ved politisk generalforsamling i S i Hasseris, Skalborg og Mølholm (14.11.).
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.