Regering tegner rosenrødt billede af landdistrikter


Opdateret 20. maj 2022 kl. 11:50

Af Karsten Lauritzen, folketingsmedlem (V), formand for Venstres folketingsgruppe, fhv. minister, Folketinget, Christiansborg, 1240 København K, karsten.lauritzen@ft.dk, www.facebook.com/stemlauritzen

REGERINGSPOLITIK: ”Danmark er ganske enkelt for lille et land til store forskelle”.

Sådan udtalte statsminister Mette Frederiksen, da hun i sidste uge oprettede et nyt Indenrigs- og boligministerium. Et ministerium, der bl.a. har til opgave at ”styrke og videreudvikle regeringens arbejde for et sammenhængende Danmark”.

At man ønsker at styrke arbejdet er jo glædeligt, og noget vi meget gerne vil være med til i Venstre, men når man også siger, at man ønsker at videreudvikle arbejdet, indikerer det jo, at regeringen allerede er i gang, og det overraskede mig.

Jeg har nemlig set lidt på den politik, regeringen rent faktisk har ført, ikke bare den, som de fremlægger i overskrifter, og der tegner sig et noget andet billede af regeringens arbejde end det, de forsøger at sælge danskerne... men jeg må give dem, at det rosenrøde billede er elegant malet.

For det første har regeringen i en aftale om vejtransport valgt delvist at finansiere gildet ved at hæve bilafgifterne.

Det vil især ramme landdistrikterne, hvor der er et andet kørselsbehov end i byerne, og hvor mange er afhængige af deres biler.

Her kan man ikke bare hoppe i en metro, en letbane eller med bybussen.

For det andet har regeringen tredoblet generationsskifteskatten for familieejede virksomheder.

I landdistrikterne arbejder tre ud af fire privatansatte enten i en familieejet eller ejerledet virksomhed - f.eks. familieejede landbrug, og det går udover dem, når regeringen forringer vilkårene ved generationsskifte.

For det tredje har regeringen flere gange forsøgt at skrotte bredbåndpuljen, der er til gavn for landdistrikterne – et effektivt internet skal ikke være forbeholdt folk i byerne, og særligt det seneste års massive mængder hjemmearbejde har sat en tyk streg under netop behovet for lige tilgængelighed uanset bopæl.

For det fjerde var noget af det første, regeringen gjorde, da den kom til magten, at rive den fuldt finansierede infrastrukturplan, som VLAK-regeringen havde indgået, i stykker.

I Nordjylland har det konkret betydet, at en fuldt finansieret tredje limfjordsforbindelse ikke blev til noget.

Man kan godt rykke rundt i nogle ministerielle ansvarsområder i København, men det betyder ikke nødvendigvis noget for landdistrikterne – herunder store del af Nordjylland. Hvis man oprigtigt mener, at ”Danmark er for lille et land til store forskelle”, så bør det også afspejle sig i den førte politik, ikke blot i pressemeddelelser og avisoverskrifter.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden