Samtalen bliver låst, når LGBT+ -ideologien ekskluderer bestemte holdninger

Frisindet i Grundtvigs fædreland er desværre på retur, kan jeg konstatere. I al fald hvis det står til Claus Nybo og Tobias Bøgeskov.

I et indlæg (9.6.) mener de åbenbart, at når man følger loven og dens lovfæstede friheder, er det ikke godt nok.

Hvis man ikke mener som dem, skal loven laves om.

Friheder skal afskaffes, så folket ensrettes til at følge én bestemt ideologi om køn og ægteskab.

Det gælder ikke kun i samfundet, men også i et trosamfund som folkekirken.

Der skal ikke være frihed til som præst at undlade at vie to af samme køn, selvom man måtte mene, at det strider imod kirkens lære, og selvom det i praksis handler om ganske få vielser på landsplan om året.

I deres indlæg tillægges jeg desuden synspunkter og argumenter, som jeg ikke har, og som rammer helt forbi.

Jeg mener, at Bibelen er Guds ord og ikke blot ældgamle tekster, som vi ikke kan bruge i dag. Jeg har ikke hævdet, at ægteskabet er et guddommeligt indstiftet sakramente, men er en hellig ordning mellem mand og kvinde. Jeg har heller aldrig ment, at kærlighed mellem to af samme køn er en dødssynd (som er et gammelt katolsk begreb), ligesom jeg heller ikke har taget udgangspunkt i Det Gamle Testatmentes love for det jødiske folk.

I den sammenhæng er det ærlig snak, når Nanna Brix indrømmer (17.6.), at hun trækker intolerancens kort. Hun under ikke, at man kan have en anden opfattelse af ægteskab end hende. Så ryger både rummeligheden og mangfoldigheden, som hun ærligt skriver.

Det er heller ikke korrekt, at ægteskab i Bibelen mest af alt handler om reproduktion, eller at sex i GT anskues som reproduktion. Så burde en række fortællinger pilles ud.

Når Jesus peger på, at ingen er syndfri, er det hos ham aldrig et argument for at ophæve, hvad Gud har forordnet.

Det handler altså ikke om at fremhæve nogle synder frem for andre eller om at gøre mennesker forkerte. Ægteskabet er også mere end blot bekræftelse af et pars kærlighed. Derfor går der teologi i, hvad vi forstår ved ægteskabet som en gudvillet skabelsesorden, og hvad der på bibelsk grund kan velsignes i kirken.

Ingen tvivl om, at vi er uenige i dette spørgsmål – og teologisk sikkert også om meget andet. Dermed er det heller ikke så mærkeligt, at vi kan være uenige om kristendommens budskab og konsekvenser for vores liv.

Men det afgørende i denne diskussion er, om der skal være plads til uenigheden, også i praksis! Ingen af os ønsker at kaste med sten.

Ingen af os ønsker at udskamme nogen. For min del anerkender jeg, at der er tale om vanskelige dilemmaer for dem, som står midt i det.

Derfor finder jeg det ærgerligt, når dette bliver gjort til en sag om, at folkekirken først kan blive fuldt og helt næstekærlig og inkluderende, når de, som står for noget andet end LGBT-ideologien, er blevet ekskluderet, sat på plads og frataget frihedsbestemmelser. Det låser samtalen.

I stedet burde vi forsøge at finde et bedre fælles sprog for uenigheden – måske endda finde noget, vi kan være enige om. Det vil styrke bevægelsen til bedre åndsfrihed, som Grundtvig ville have glædet sig over.