Stort palaver med Skat om en krone på udlandskonto, der ikke eksisterer


Opdateret 20. maj 2022 kl. 12:10

Af Nana Hyllested, Vestergade 20, 1., 9300 Sæby, nanahylle@gmail.com

1 KRONE: Om Skat – idioti af en anden verden. I dag gik verden i stå i tidsrummet 11.35-13.57. I det tidsrum herskede ren idioti. Hvis jeg sagde, at Skat bruger tid og dermed penge på at inddrive information om fiktive udenlandskonti med indestående 1 kr., så ville I tro, at jeg løj. Desværre er det ikke tilfældet.

Min partner har netop brugt to en halv time på et telefonopkald til Skat, som både indebar samtaler med diverse skattemedarbejdere og derudover helt ubeskriveligt meget ventetid.

Hele opstandelsen er pga. en besked i e-boks, hvor Skat proklamerer, at de har modtaget oplysninger fra et pengeinstitut på Cypern om, at min partner har en konti med indestående 1 kr…

De oplysninger skal selvfølgelig indberettes på årsopgørelsen, hvis det vel at mærke var tilfældet, at min partner havde en udenlandskonto på Cypern, men det har han imidlertid ikke, og det fik han op til flere gange forklaret den lovpligtige skattemedarbejder, som afværgede det med, at så måtte han jo kontakte det pågældende finansielle institut på Cypern herom, for hun oplyste jo blot om skattereglerne, og de gældende retningslinjer.

Når han så havde konfereret med Cypern, og hvis det så viste sig, at han ikke havde en konto på Cypern, så kunne han jo ringe tilbage til Skat og fortælle, at han ikke havde den konto, som de var oplyst om, og så kunne Skat udfylde en blanket, som de så kunne sende videre til behandling ved en anden skattemedarbejder, og så ville han modtage besked fra dem om cirka tre måneder.

Man tror jo, at det er løgn… men det er det ikke.

Gad vist, hvad beskeden er om tre måneder? Og hvor mange minutter og timer de har tænkt sig at bruge på en ikke-sag omhandlende 1 kr.? På denne opfordring fra - lad os kalde hende Helle - svarede han, at han ikke behøvede at ringe til Cypern, da han ikke har nogle udenlandskonti overhovedet – det vakte ikke glæde ved skattemedarbejderen Helle, for proceduren foreskrev jo, at han skulle henvende sig til Cypern og først derefter kunne hun udfylde sin blanket.

Hej, omvendt bevisbyrde – du skal påvise, at du ikke har en konto, men du får ingen oplysninger om det pågældende finansielle institut – det gør det immervæk lidt vanskeligt, men det var ifølge Helle hans problem – ikke Skats, for de havde jo modtaget de oplysninger, og så var det hans opgave at påvise det modsatte.

Et stort og rungende tak for hjælpen, kære Helle – du er en skattemedarbejder, som udfører dit arbejde til at få kors og bånd og stjerner på. Du følger procedurer og retningslinjer til perfektion – desværre har du slukket for din egen sunde fornuft.

En anden gang kan du spare vores, jeres og hele befolkningens penge på det pjat – vi betaler gerne 1 ekstra krone i Skat, hvis I vælger at prioritere jeres tid anderledes og inddrive de kaskelotstore beløb, som er ude at svømme!

God jul herfra!

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden