Stram op på kravene for at få statsborgerskab


Opdateret 20. maj 2022 kl. 11:50

Af Per Larsen,folketingsmedlem (K), Svanelundsvej 36, 9800 Hjørring, per.larsen@ft.dk

STATSBORGERSKAB: At blive dansk statsborger er en gave og ikke en ret.

Det betyder, at vi selv kan bestemme, hvem der har gjort sig fortjent til at få det rødbedefarvede pas.

I dag ser vi desværre alt for mange eksempler på, at folk, som ikke har taget Danmark til sig, alligevel får dansk statsborgerskab, og det skal der laves om på.

Derfor vil vi i Det Konservative Folkeparti ændre på kravene for tildeling af statsborgerskab, så vi uddeler færre af slagsen og sikrer, at de, der modtager det danske pas, også lever op til danske værdier.

Vi skal ikke kaste pas ud til højre og venstre, men tværtimod reservere det til dem, der bærer Danmark i hjertet.

I denne uge startede forhandlingerne om statsborgerskab, efter vi har presset på fra konservativ side. Hvorfor er der behov for opstramning lige netop nu, tænker du måske? Fordi vi står over for potentielt rigtig mange ansøgninger de kommende år grundet flygtningekrisen i 2014-2015. Derfor skal vi passe godt på Danmark.

For det første vil vi sikre, at kriminelle med fængselsdomme ikke får dansk pas. Som det er i dag, kan man stadig få statsborgerskab, selvom man har begået alvorlig kriminalitet.

Det skal ændres.

Det må stå klart for enhver, at er man dømt for en alvorlig forbrydelse, er man også er dømt ude af statsborgerskabstildelingen.

Men som det er i dag, stemmer man ikke individuelt om, hvem der skal have statsborgerskab, men om en hel liste på én gang.

Her er der udlændinge, der kan have siddet næsten et helt år i fængsel, iblandt, og når man har en fængselsdom i bagagen, bør man altså i vores øjne være afskåret fra at kunne få dansk pas.

Dernæst skal vi sikre, at vi kun giver statsborgerskab til folk, der formår at tale dansk.

Det er ikke, fordi man behøver at være den næste Oehlenschläger, men vi mener, at det er rimeligt at kræve, at nye statsborgere kan tale dansk på et niveau, der svarer til 9. klasse. For at tale dansk er vigtigt for at kunne begå sig i samfundet.

Det skal også være et krav, at man skal arbejde lige så meget som gennemsnitsdanskeren, hvis man vil have dansk statsborgerskab. I dag udgør ikke-vestlige indvandrere fire procent af Nordjyllands befolkning, men 11 procent af nordjyske arbejdsløse.

Vil man være statsborger, så skal man altså kunne forsørge sig selv.

Endelig ønsker vi at sætte et loft over, hvor mange der kan få statsborgerskab hvert år. Danmark er et lille land, og vi har vores værdier at beskytte.

Hvis vi tildeler alt for mange statsborgerskab ad gangen, kan vi ganske enkelt ikke følge med.

Så hvis sammenhængskraften i Danmark skal være intakt, er vi nødt til at være mere varsomme med, hvem vi giver statsborgerskab til. Hvis man har vist vilje til at integrere sig i samfundet, bør man naturligvis kunne få et dansk pas.

Men det skal være slut for dem, der vender Danmark og vores levevis ryggen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden