Tænk hvis vi andre blev behandlet på samme måde som udvisningstruede syrere

Af Niels Grymer,Anders Nielsens Vej 21b st. th., 9400 Nørresundby, nielsgrymer@gmail.com

SYRERE: Når regeringen ikke udviser ordentlighed, må vi borgere protestere. Derfor denne opfordring til at støtte borgerforslaget ”Stop hjemsendelse af syriske flygtninge”.

Det kan gøres på www.borgerforslag.dk.

Hvorfor skal vi gøre det?

Fordi regeringen er ved at føre landet i en retning, som vi simpelthen ikke kan være bekendt.

To vægtige læserindlæg i Nordjyske (28.4.), det ene af Tina Davidsen og det andet af seks frivillige i Røde Kors i Hobro, understregede det så klart, at det ikke skal gentages her.

Jeg vil her kun gøre opmærksom på, at man i udlandet har fået øje på den danske politik, og at det positive billede, man mange steder har af Danmark, er ved at krakelere.

Således bragte den ansete franske avis Le Monde (torsdag 6.5.) en stort opsat artikel om emnet.

Artiklen rummer interview med syrere i Danmark, med danske fortalere og modstandere af hjemsendelserne og med iagttagere i udlandet.

Fælles for udtalelserne fra udlandet er en stærkt kritisk holdning til den danske beslutning og en undren over, at den danske regering, modsat alle andre europæiske lande, kan anse situationen omkring Damaskus for så stabil, at det er forsvarligt at sende syrere hjem.

To af de syrere, den franske avis har talt med i Danmark, er den 20-årige Hussam og hans søster, Dania på 22, som begge har fået at vide, at de ikke længere er velkomne i Danmark.

- I Syrien betragtes vi som forrædere, fordi vi har forladt landet, siger Hussam. Så længe Assad er der, kan vi ikke vende tilbage.

- Vi har ingen fremtid dér. Vores liv og vore venner er her, tilføjer Dania, som ifølge Le Monde har taget dansk studentereksamen og er optaget på det biomedicinske studium på Københavns universitet til september. Den uddannelse må hun nu opgive.

Hussams frygt for repressalier er velbegrundet, siger Mellemøst-ekspert Helle Malmvig fra Institut for internationale studier. Over for den franske avis kalder hun den sikkerhedsrapport, regeringen støtter sig til, ”sløset”.

Selv om man ikke har tilhørt oppositionen i Syrien, risikerer man repressalier, hvis man vender tilbage.

Rapporten tager ikke højde for den vilkårlighed, som kendetegner militærregimets handlinger.

I iveren efter at få sendt så mange syrere som muligt tilbage kan socialdemokraterne muligvis holde folketingets strammerpartier i skak. Men prisen er høj for dem, det går ud over.

I flere tilfælde vil man skille familier, idet familiefaderen får lov til at blive i Danmark, mens hans børn skal sendes tilbage til Syrien.

Hvorfor dette hastværk med at slippe af med disse mennesker? Vi har udvist medmenneskelighed ved at tage imod dem. Skal det nu være mangel på menneskelighed, der gør Danmark kendt?

Det danske samfund har råd til at behandle syrerne i vores land ordentligt.

De unge syrere, der har lært sig dansk og nu er i gang med at uddanne sig, kan endda vise sig at blive en ressource for det danske samfund.

Hvis de af forståelige grunde ikke vil rejse, sættes de til opbevaring i udrejseentre, indtil de bliver så desperate, at alt andet forekommer dem mindre håbløst.

Hvordan ville vi have det, hvis vi i en tilsvarende situation blev behandlet på samme måde?

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden