Når 12 øl står og skammer sig i hjørnet på en avisredaktion...
Redaktionschef hos Nordjyske ærgrer sig i denne klumme over, at han i mere end to døgn sad på en af weekendens største historier
THISTED: Spidskandidaten for Nye Borgerlige ved kommunalvalget i Thisted Kommune, Brian Nielsen, var i vældigt humør, da han onsdag i sidste uge besøgte Nordjyskes redaktion i Thisted. I forbindelse med vores valgserie med små interviews med samtlige listers spidskandidater skulle han tale med en journalist.
Med sig under armen havde kandidaten fra Nye Borgerlige en lille gave til redaktionen. Lidet var hverken han eller vi klar over, hvad det var for en bombe, han havde med.
Ja, du har nok gættet det. Brian Nielsens velmente gestus var en æske med 12 af de øl, der få døgn senere skabte et veritabelt kaos på de sociale medier: Nemlig Nye Borgerliges øl fra Thisted Bryghus med partiformanden Pernille Vermund på etiketten.
Da Brian Nielsen havde sagt farvel, var de endnu ikke særligt famøse øl (i øvrigt af typen Thy Classic) genstand for en del opmærksomhed blandt medarbejderne. Bajere på en avisredaktion er simpelthen blevet lidt af et særsyn.
En af vores journalister mente, at vi burde lave en lille selvstændig historie på øllet som en spøjs valg-gimmick, mens en anden var af den opfattelse, at en reklame-øl ikke i sig selv var en historie. Som der blev argumenteret: "Vi skriver jo heller om røde balloner fra Socialdemokratiet eller bolcher fra Venstre." Jeg var enig i det synspunkt, så vi foretog os ikke noget.
Sjældent har jeg da taget så meget fejl. Fredag gik jeg med ro i sindet på weekend, og lørdag tog jeg til fødselsdag hos noget familie nær Aarhus. Af uransagelige grunde havde jeg slukket for mobildata på min telefon, hvad jeg først opdagede, da jeg kravlede til køjs natten til søndag. På det tidspunkt var hele miseren eksploderet på de sociale medier.
Derfor står de 12 øl nu og skammer sig i et hjørne af redaktionslokalet. Spørgsmålet er så, om de er en skamstøtte over min manglende journalistiske tæft. Eller om de bærer det sandhedsvidne, at verden er helt og aldeles af lave, når et bryghus kan havne i en shitstorm for at gøre det samme, som de har gjort så mange gange før, nemlig at sælge øl til en kunde, der selv betaler for at få sin egen etiket på flasken.
Er jeg journalistisk tonedøv eller er verden gået at lave? Jeg tør ikke selv dømme...
PS: Uanset hvad man måtte mene om etiketten, så skal det gode indhold ikke gå til spilde. Så jeg vil stærkt formode, at de 12 øl vil finde anvendelse ved årets julefrokost. Hvis vi kan vente så længe...
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.