DEBAT Limfjordsforbindelse

Velfærd eller forbindelse? Eller hvad med lidt flere nuancer?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er alene udtryk for skribentens holdning. Alle indlæg skal overholde straffelovens og de presseetiske regler. Du er også velkommen til at sende en mail med din mening til os.
- Uanset hvor jeg kigger hen i den offentlige debat i Aalborg Kommune, fylder diskussionen om 3. Limfjordsforbindelse uforholdsmæssigt meget, skriver byrådsmedlem (S) Lisbeth Lauritsen. Arkivfoto: Martin Damgård

- Uanset hvor jeg kigger hen i den offentlige debat i Aalborg Kommune, fylder diskussionen om 3. Limfjordsforbindelse uforholdsmæssigt meget, skriver byrådsmedlem (S) Lisbeth Lauritsen. Arkivfoto: Martin Damgård

Af Lisbeth Lauritsen,byrådsmedlem (S) i Aalborg, Dronningensgade 27, 9400 Nørresundby, ll-byraad@aalborg.dk

NUANCER:Velfærd eller limfjordsforbindelse? Med den overskrift kunne man fristes til at tro, at dette indspark i debatten handler om, at vi skal vælge. Det gør det ikke. Til gengæld vil jeg rigtig gerne have, at vi snart giver plads til andet end diskussionen om, hvorvidt Nordjylland skal have en 3. Limfjordsforbindelse eller ej. Fronterne er trukket klart op, og debatten er efterhånden ikke længere konstruktiv.

Der er behov for, vi taler om andet end motorvej. For rigtig mange mennesker kommer en 3. Limfjordsforbindelse ikke til at betyde det store. Der er ingen tvivl om, at en ny forbindelse får betydning for erhvervslivet lige såvel som det får betydning for borgerne i den vestlige del af Aalborg og Nørresundby.

Men derudover er det min påstand, at skoler, børnehaver, trafiksikkerhed, ældreplejen, kulturen og beskæftigelsen er langt vigtigere emner for de fleste af borgerne i Aalborg Kommune. Derfor synes jeg, det er rigtig ærgerligt, at debatten er kommet fuldstændig ud af proportioner.

Uanset hvor jeg kigger hen i den offentlige debat i Aalborg Kommune, fylder diskussionen om 3. Limfjordsforbindelse uforholdsmæssigt meget, og det er både tilhængere og modstandere af en Egholmforbindelse, der er synderne. Hver gang en debat om et vigtigt velfærdsområde ønskes debatteret, handler den første kommentar om, hvorvidt vi ødelægger naturen, eller hvordan vi vil løse trængselsproblemerne over Limfjorden.

Det er ikke rimeligt over for alle andre vigtige politikområder, at vigtige debatter afspores med diskussioner om infrastruktur. Lad os nu komme tilbage på sporet og nuancere emnerne i debatten, så der er plads til flere vigtige politiske områder. Vi skal ikke vælge mellem velfærd og limfjordsforbindelse - der skal være plads til begge dele.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.