Vi er knæ - hjælp os
Opdateret 20. maj 2022 kl. 11:32
Af Lars Mouritzen, regionsformand for Horesta i Nordjylland, Europa Plads 4, 9000 Aalborg:
HOTELLER OG RESTAURANTER: Vi er i knæ! Regeringen og Folketingets hjælp gør en forskel, men det er ikke nok. Der er brug for en særlig indsats, som skal få hotel- og restauranterhvervet tilbage på et normalt niveau efter den 9. juni, hvor regeringens hjælpepakker udløber.
Horesta kæmper for at holde hånden under de tusindvis af virksomheder, som er lukningstruede, og de over hundredtusind arbejdspladser, som er i fare i turisme- og oplevelseserhvervet. Og vi har opnået meget de sidste uger, og politikerne har lyttet. Men det er desværre ikke nok.
Vi håber langsomt at kunne åbne igen efter påske, men vi ved ikke, om vi kan genansætte alle de medarbejdere, vi desværre har været nødt til at afskedige og hjemsende.
Påsken er blevet inddraget, og for mange virksomheder har de dermed måtte vinke farvel til et omsætningsboom og startskuddet til det nordjyske erhvervs højsæson, hvor mange nyder påskefrokoster på restauranterne eller den første is fra iskiosken i vores strandferiebyer eller få overnattende gæster på vores skønne nordjyske hoteller og campingpladser.
Der kommer en tid efter den 9. juni, hvor situationen for erhvervet stadigvæk er katastrofal.
Den seneste medlemsundersøgelse af Horesta viser, at hver femte virksomhed føler sig truet af permanent lukning som følge af krisen. Det er mange virksomheder, som risikerer at bukke under.
I Nordjylland har 31,3 pct. af medlemmerne allerede sagt farvel til medarbejdere og knap 22 pct. forventer at afskedige inden for kort tid.
Alt i alt taler disse tal deres eget meget tydelige og kedelige sprog.
Og det er ikke bare omsætning, der forsvinder. Det er også eksport. Dansk turisme skaber milliardindtægter fra udenlandske turister. Alene i Region Nordjylland udgør det samlede turismeforbrug mere end 16,5 mia. kr. Og dette tal er vokset de senere år.
Når denne krise stilner af, viser historikken, at hotel- og restauranterhvervet rejser sig væsentligt langsommere end andre erhverv, er der brug for yderligere initiativer. Og konkurrencen med nabolandene vil blive yderligere intensiveret.
Mange andre lande har lige som Danmark taget initiativer for at understøtte erhvervslivet generelt. Mange er gået videre med målrettede tiltag til turismen. Senest har Norge sænket momssatsen for blandt andet hotelovernatninger til otte pct.
Den britiske analysevirksomhed Tourism Economics har vurderet, at det globale turismeerhverv først er tilbage på før-krise niveau i 2022. Vel at mærke, hvis corona-krisen er overstået på fem måneder. Erfaringerne fra finanskrisen viste, at det tog to år for restauranterne at nå samme niveau som før krisen og hele fire år for hotellerne. Effekten af denne krise er uden sidestykke og er allerede nu langt værre end de tidligere kriser til sammen.
Horesta foreslår på den baggrund en genopretningspakke med målrettede tiltag for turisme- og oplevelseserhvervet:
1. Forlængelse og udvidelse af kompensation
2. Afgiftsfritagelse i 2020 og 2021 (energiafgifter og ejendomsafgifter)
3. Nedsat momssats på 8 pct. for hoteller og restauranter
4. Tredobling af markedsføring af dansk turisme
5. En særlig turisme taskforce
Kampen for overlevelse er således langt fra slut. Hvis vi, som region og nation, gerne vil have et lige så stærkt turismeerhverv på den anden side af corona-krisen, som vi havde inden krisen ramte os, så skal vi smøge ærmerne op og finde nye, og flere, løsninger til et blødende erhverv.
Horesta er kommet med fem stærke initiativer til en genopretning. Nu ønsker erhvervet politisk mod og vilje til at implementere dem.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.