Arne Boelt smider håndklædet i ringen
REGION NORDJYLLAND: Det er krystalklart for Arne Boelt.
Socialdemokratiet skal have over 50 procent af stemmerne for, at han bliver regionsrådsformand.
Det kommer ikke til at ske.
Klokken er ikke mange, men Socialdemokratiets spidskandidat til posten som regionsrådsformand lyder som en slagen mand.
Han synes faktisk, at han har haft en god valgkamp – og en god dialog med de andre partier. Men nu ser en sejr umulig ud, og det var især én ting, der slog ham ud.
- Da jeg så, at Enhedslisten og SF sagde, at de ikke ville støtte mig, så giver det sig selv, at det ville blive svært. Det var jeg da ked af, siger den tidligere Hjørring-borgmester.
Han ser nu en oplagt opgave for ham i Regionsrådet i den kommende periode.
- Jeg er en gammel ræv i det her, så jeg kender vilkårene og spillepladen. Men jeg må prøve at se, om jeg ikke kan gøre det sådan, at der bliver et bedre samarbejde mellem os – og mellem S og alle de andre partier i Regionen, siger Arne Boelt.
Han siger, at Socialdemokratiets dårlige form i de nationale målinger selvfølgelig er medvirkende til, at det bliver ”umuligt” at komme over de 50 procent af stemmerne.
- Dengang jeg sagde ja til at stille op til den her post, havde vi rigtig dårlige målinger, og det var faktisk med baggrund i det, at jeg sagde ja. Man kan sige, at jeg tog en for holdet, siger den tidligere Hjørring-borgmester.
Men det handler desværre også om alt mulig andet. Ting, som han ikke har haft indflydelse på, siger han.
- SF og Enhedslisten har forsikret mig om, at det ikke har noget at gøre med mig, at de ikke peger på mig, men der bliver det min opgave den næste periode at få lappet på det dårlige forhold, der har fået dem til at se en anden vej.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.