KV25

Første valgsted er talt op - Venstre går tilbage alle steder


Opdateret kl. 21:42

MARIAGERFJORD: De første valgsteder i Mariagerfjord Kommune er talt op, og det lugter af en lussing til Venstre.

I Valsgård lige uden for Hobro, hvor godt 1700 vælgere kan afgive deres stemmer, er partiet gået tilbage med 13 procent sammenlignet med for fire år siden. Således har Venstre snuppet 24 procent af stemmerne, mens Socialdemokratiet har indkasseret 30,7 procent.

I Assens er tilbagegangen på 16,3 procent, mens det i Arden, Hørby og Vebbestrup ligger på cirka 6 procent i den trælse retning.

Selv forsøger Jesper Skov Mikkelsen at slå koldt vand i blodet.

- Jeg synes, det ser fornuftigt ud. Vi går ikke så meget tilbage, som vi havde forventet, siger han og erkender altså de røde tal over hele linjen.

Også i Veddum-Skelund er der tilbagegang - 10 procent lyder den på dér. Men Jesper Skov Mikkelsen venter tålmodigt på de store optællingssteder i Hadsund, Mariager og Hobro.

- Vi har ikke overblikket, før de sidste tal er kommet ind. Men det ser... spændende ud, siger Venstre-kandidaten.

Meget bedre ser det ikke ud for Socialdemokratiet - også her er der tilbagegang, men ikke i helt så stor målestok som for Venstre. Til gengæld går Konservative og SF frem, og Danmarksdemokraterne høster også pæne stemmetal.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden