Konservativ ville selv have borgmesterposten - nyt om dramaet i Frederikshavn
Opdateret kl. 10:37
Frederikshavn: Frederikshavn Kommunes nye borgmester, Jon Andersen (V), var ikke den eneste, der havde blikket rettet mod den prestigefyldte titel.
- Jeg gik selv efter nøglerne til borgmesterkontoret, siger John Lamp Henriksen (C) fra Det Konservative Folkeparti.
Det lykkedes ikke. Partiet havde kun to mandater og dermed ikke styrken til at få posten, men udmeldingen kaster nyt lys over det politiske drama, der udspillede sig natten til onsdag i Arena Nord.
Ifølge John Lamp Henriksen havde de borgerlige partier nemlig svært ved at finde fælles løsning i begyndelsen af aftenen.
- Jeg forestiller mig, at Jon ikke så det som en mulighed fra start, at vi kunne fortsætte. Derfor afsøgte han situationen hos S og SF, siger han.
De uenigheder, der opstod undervejs, handlede de om, at du selv gik efter posten?
- Jeg vil ikke komme ind på, hvad det var, vi fra starten ikke var enige om. Det er meget naturligt, når der er for få poster til, at alle kan blive tilfredse, siger han.
Da Jon Andersen vendte tilbage til forhandlingslokalet, faldt en ny aftale på plads. Denne gang mellem de borgerlige partier.
- Vi havde nogle krav, som vi måtte ændre på. Jeg vil ikke gå i detaljer, men vi fandt en pragmatisk løsning, som alle kunne se sig selv i, siger John Lamp Henriksen.
Onsdag eftermiddag ventes det offentliggjort, hvordan posterne i Frederikshavn Kommune fordeles.
- Det er min fornemmelse, at der er tilfredshed i gruppen. Og jeg vil gerne sige tak til alle, der har stemt på Det Konservative Folkeparti, siger han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.