Stor interesse for at stemme
Opdateret kl. 20:43
THISTED: 72,1 procent af vælgerne i Thisted Kommune har benyttet sig af muligheden for at afgive deres stemme, inden valgstederne lukkede kl. 20. Det er flere end ved sidste kommunalvalg, hvor stemmeprocenten lå på 69,5.
Mens stemmerne nu tælles op ude på de enkelte valgsteder, begynder kandidaterne at sætte kurs mod rådhuset i Thisted. Her samles alle partier og lister til valgcafé. På store skærme kan de følge med, når resultaterne begynder at rulle ind.
Den siddende borgmester Niels Jørgen Pedersen (V) var en af de første politikere, der indfandt sig.
- Jeg har en god mavefornemmelse, forsikrer han og fortsætter:
- Samtidig er der jo nogle landspolitiske tendenser, der kan spille ind. Men hvis der flytter nogle stemmer til Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance bliver de jo inden for blå blok.
Her på Nordjyske er vi med på rådhuset og holder også øje med tallene. Men når partierne ud på aftenen skal i gang med forhandlingerne, kommer det til at foregå bag lukkede døre.
I Thisted Kommune har der ved de seneste valg været tradition for, at spændingen først bliver udløst langt ud på natten.
Hvis stemmetallene viser, at Niels Jørgen Pedersen kan stå i spidsen for forhandlingerne, så håber han, at det lykkes at lave en bred konstituering.
Sidste gang stod der en udvalgspost til Socialdemokratiet i tre dage, siger han. Partiet valgte dog i sidste ende at stå uden for aftalen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.