18-årig har overfaldet politiet flere gange

Det var ikke første gang, da en 18-årig mand sent fredag blev anholdt og sigtet for vold mod tjenestemand.

Faktisk er han dømt for flere lignende forhold - senest i september og december sidste år. Det oplyser anklager ved Nordjyllands Politi Anette Abildgaard.

Derfor har den nye episode fået en større konsekvens for den unge mand.

- Han er blevet varetægtsfængslet i foreløbigt fire uger på grund af sin fortid og risikoen for, at han gentager lignende kriminalitet, siger Anette Abildgaard.

Den 18-årige blev fremstillet i grundlovsforhør lørdag formiddag. Ud over sigtelsen for vold mod to politibetjente, var han også sigtet for vold mod to dørmænd. Det hele fandt sted på Buddy Holly i Hobro.

Den 18-årige kærede ikke afgørelsen om varetægtsfængsling. I retten forklarede han, at han intet kunne huske fra fredag aften på grund af alkohol, oplyser anklageren.

Forsiden