Politiet jagtede 24-årig mand fra Senhøj til Hobro


Opdateret kl. 07:00

Klokken 03.01 i nat måtte Nordjyllands Politi i al hast sætte efter en personbil, der kørte med over 200 kilometer i timen på E45 Nordjyske Motorvej. 

- En af vores patruljer observerer bilen i sydgående retning omkring rastepladsen ved Senhøj syd for Haverslev. Den kører med en så voldsom høj hastighed, at patruljen på et tidspunkt har en fart på over 230 kilometer i timen, men hvor bilen fortsat trækker fra dem, siger Christian Tilsted, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi.

Det er først ved Hobro, at et vejarbejde med kun et farbart spor medvirker til, at politiet får held med at bringe personbilen til standsning.

- Føreren viser sig at være spirituspåvirket, og da han har kørt med så høj hastighed, bliver han også sigtet for vanvidskørsel. Han har heller ikke et kørekort, så det er han også sigtet for, siger vagtchefen til Nordjyske.

Bilen blev beslaglagt på stedet, og politiet afventer i øjeblikket en blodprøve, der afslører førerens præcise promille. 

Den sigtede er en 24-årig mand fra Himmerland. Han er løsladt, men kan se frem til en større bøde og en ubetinget frakendelse af kørekortet. 

Ingen andre bilister blev direkte påvirket af hændelsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden