59-årig får straksdom for besiddelse af godt et kilo amfetamin
Om aftenen torsdag den 5. februar rykkede politiet ud til en adresse i Nordjylland.
På adressen fandt politiet en 59-årig mand, der var i besiddelse af ikke mindre end 1130 gram amfetamin. Det medførte, at manden blev anholdt på stedet.
- Baggrunden for, at politiet rykkede ud til adressen, var, at de havde modtaget et anonymt tip, fortæller Emilie Jacobi Hansen, der er anklager i sagen.
Den 59-årige mand blev stillet for et grundlovsforhør ved Retten i Aalborg fredag den 6. februar. Her blev mandens forklaring afgivet for lukkede døre.
- Det er kun dommen, der er blevet afsagt for åbne døre, derfor kan jeg ikke fortælle, hvad manden forklarede, fortæller Emilie Jacobi Hansen.
Ved grundlovsforhøret fredag den 6. februar modtog den 59-årige mand en straksdom, der lyder på 3 år og 6 måneders fængsel.
Manden blev kendt skyldig i at være i besiddelse af 1130 gram amfetamin og for desuden at have videreoverdraget cirka 1 kilo amfetamin.
Den 59-årige mand modtog dommen på stedet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.