Aalborg Håndbolds talenter møder Europas bedste


Opdateret kl. 15:22

Aalborg Håndbold er for første gang nogensinde klar til at sende sit U18-hold på europæisk togt i den prestigefyldte EHF Youth Club Trophy, hvor de kommer til at møde nogle af Europas bedste ungdomshold.

Det skriver klubben i en pressemeddelelse.

- En turnering som denne er værdifuld for os at deltage i. Dels fordi spillere og trænere får nogle vigtige erfaringer og store oplevelser, men også fordi vi som tidligere udmeldt kommer til at satse endnu mere på vores akademi og ungdomsafdeling i fremtiden, så at vise flaget på denne måde har også værdi for os, siger Aalborg Håndbolds teammanager Martin Larsen.

Klubbens Head of Youth Coaching and Academy, Allan Heine, glæder sig til at sende talenterne ud på den europæiske scene:

- Det er en meget spændende mulighed for vores unge spillere til at prøve kræfter med hold, som de normalt ikke møder. Vi vil blive testet på det fysiske, taktiske og tekniske niveau, ligesom vi også forventer at kunne udfordre vores modstandere i kvalifikationsrunden med spil som de ikke nødvendigvis er vant til at møde, lyder det fra Allan Heine.

Spilletidspunkter og modstandere ligger endnu ikke fast.

De 16 deltagende ungdomshold opdeles i fire regionale puljer med fire hold, der hver især afvikler en kvalifikationsrunde, hvorfra vinderen i hver pulje går videre til finalestævnet, der spilles som optakt til EHF's Final4 i Köln i juni måned næste år.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden