Batterier er årsag til mange brande
Opdateret kl. 12:11
Klokken 8.42 torsdag blev brandfolkene i Sæby kaldt til Laurids Bojsensvej. Her var der opstået ildebrand i en garage, og den kom hurtigt under kontrol. Ingen personer kom noget til. Så i sig selv var det en mindre rutineopgave som så mange andre før for Nordjyllands Beredskab.
Til gengæld er den et godt eksempel på en ny tendens: Brandfolkene på landets 242 brandstationer bliver nemlig kaldt ud til stadig flere brande, der er opstået på grund af mindre batterier eller mobilladere i private hjem.
Branden i Sæby skyldtes netop - ifølge Nordjyllands Politi - et batteri på en el-cykel. Danske Beredskaber oplyser, at brandvæsenet sidste år blev kaldt ud til 143 brande landet over - knap 10 procent flere end i 2023 - der skyldtes ting med litiumionbatterier. Hver tredje af disse brande var startet under opladning. Det var især el-cykler eller el-løbehjul, men det var også eksempelvis robotstøvsugere, som folk har til at stå til opladning på alle tider af døgnet.
- Vi har set en markant stigning i batteribrande de seneste fem-seks år. Det er desværre ikke så overraskende, fordi vi omgiver os med mere elektronisk udstyr, der bruger de her batterier. Men det gør brandslukningen mere kompleks, siger sekretariatschef i Danske Beredskaber Bjarne Nigaard til Ritzau.
Danskeberedskaber.dk har en række råd til, hvordan du mindsker risiko for brand på grund af batterier og mobilladere: Brug kun originale batterier og ladere, og de må ikke være beskadigede. Oplad batterier, så du kan reagere på det, hvis der opstår varme, røg eller mislyde. Så altså ikke mens du sover. Dæk aldrig batteri eller oplader til, og lad være med at sætte noget til opladning i nærheden af brandbart materiale.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.