Lastbil tabte store mængder af slam i tunnelen - chauffør sigtet


Opdateret kl. 19:42

Først blev det meldt ind som mudder. Dernæst som beton. Men retteligt var det en ordentlig omgang havneslam, som fredag eftermiddag på det allermest kritiske tidspunkt skabte store trafikale udfordringer i og omkring Limfjordstunnelen.

En lastbil tabte kl. ca. 14.45 så anseelige mængder af det fedtede stads i det nordgående tunnelrør, at det en overgang måtte spærres, så Nordjyllands Beredskab kunne håndskovle, feje og spule havneslammet over i det østligste af de tre spor, hvor det nu ligger og venter på at blive suget op.

Det fortæller indsatsleder Nicolai Kanstrup fra Nordjyllands Beredskab.

- Vores opgave var at få to spor ryddet så hurtigt som muligt af hensyn til trafikken, forklarer han.

Kort før kl. 16 var den opgave løst, og trafikken kunne så småt begynde at rulle. På det tidspunkt var rejsetiden for myldretidstrafikken øget med op til en time, og det skabte kø og langsomtkørende trafik helt ud på den anden side af Gug syd for tunnelen og helt ud forbi motorvejs-sammenfletningen ved Bouet nord for fjorden.

Ifølge Nicolai Kanstrup var der spor af det tabte havneslam hele vejen igennem østrøret nordgående, men det var værst på en strækning ned mod midten af tunnelen, hvor slammet lå i et lag på op til 10 centimter.

Fem køretøjer og otte folk fra beredskabet var involveret i at skovle, feje og spule de to kørebaner fri.

Hos Nordjyllands Politi fortæller vagtchef Thomas Ottesen, at det var en betjent i civil, der kørte bag lastbilen og observerede, at den begyndte at lække store mængder slam.

Derfor var det også en smal sag at få stoppet lastbilen og den intetanende chauffør på rastepladsen ved Hjallerup.

- Og han bliver sigtet. Helt præcist for hvad er vi i øjeblikket ved at finde ud af, fortæller vagtchefen.

Uheldet gav store trafikale udfordringer, og en overgang var der op mod to timers kø i nordgående retning. Det betød blandt andet, at en ishockeykamp i Frederikshavn mellem White Hawks og Odense Bulldogs blev udskudt, da udeholdet fra Odense blev forsinket på køreturen. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden