Bil kørte i grøft ved Aabybro - kvinde reddet ud af bilen
Lørdag omkring klokken 8 fik Nordjyllands Politi en anmeldelse om et trafikuheld på Blokhusvej, nord for Aabybro.
Da politiet ankom til stedet, fandt de en bil, der lå på taget nede i en grøft.
- Bag rattet sad en kvindelig fører, som vi fik hjulpet ud af bilen sammen med Nordjyllands Beredskab, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Michael Mow.
Kvinden kom ikke til skade i forbindelse med uheldet, og vagtchefen kender endnu ikke omfanget af de materielle skader.
- Årsagen til, at bilen endte i grøften, kender vi endnu ikke, men det undersøger vi, siger Michael Mow.
Lørdag formiddag oplyser politiet, at de er færdige på stedet. Vejen var spærret i omkring tre kvarter i forbindelse med arbejdet.