Indsatsleder om ladebrand ved Nørager: Det kommer til at brænde et godt stykke tid

Omkring 200 bigballer vurderes at brænde i en lade ved Nørager.
Omkring 200 bigballer vurderes at brænde i en lade ved Nørager. Foto: Jan Herkert Pedersen

Opdateret kl. 17:08

Opdateret kl. 17.08.

Der er mandag eftermiddag kl. 14.16 blevet slået alarm fra Bratbjergvej ved Nørager, hvor der er ild i en lade på en nedlagt landejendom.

250 bigballer brænder, og Nordjyllands Beredskaber er rykket ud med syv køretøjer og 14 brandfolk fra stationerne i Aalestrup, Arden og Aars, skriver beredskabet på X.

Også Beredskabsstyrelsen i Thisted er levet bedt om assistance i form af lys samt kompressorer, der kan lave luft til røgdykkernes iltflasker, fortæller indsatsleder Per Hansen.

Han forklarer, at ilden er så voldsom, at det er umuligt at slukke den. Der bliver derfor tale om en kontrolleret nedbrænding.

- Eller en taktisk defensiv indsats, som det hedder nu om dage, fortæller Per Hansen.

Han oplyser, at brandfolkenes indsats i øjeblikket handler om at forhindre ilden i at brede sig til en nærliggende bygning.

- Når vi er sikre på, at det ikke sker, skalerer vi ned, og så vil der være brandvagter herude resten af aftenen og natten. Det kommer til at brænde et godt stykke tid endnu, siger indsatslederen.

Mistanken om en brandårsag knytter sig til ejerens arbejde med en teleskoplift i laden, som muligvis har fået en gnist til at springe.

Hverken mennesker eller dyr er kommet til skade ved branden.

Opdateres

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden