Faglokaler totalskadet på efterskole i Himmerland - alle musikinstrumenter er også gået op i røg
Opdateret kl. 18:28
Torsdag var 145 elever fra Himmerlandscentrets Idrætsefterskole i Haverslev på udflugt - men skolen lignede ikke sig selv, da de vendte retur.
En række undervisningslokaler til kemi, fysik, musik og billedkunst - samt pedellens værksted - var gået op i røg.
Nordjyllands Beredskab måtte ved 11-tiden rykke ud til Jyllandsgade for at bekæmpe branden, og der var mandskab fra Aars, Aalestrup, Aalborg, Arden og Støvring.
En stor røgsøjle kunne ses et godt stykke derfra, og man kunne først begynde at drosle ned på indsatsen et godt stykke ud på eftermiddagen, hvor Nordjyske fangede forstander Søren Troelsen for en kommentar.
- Eleverne er kommet hjem - og de skulle have lang weekend, så de er allerede blevet hentet af deres forældre. De har taget situationen stille og roligt, siger han.
Bygningen, der er brændt, er en vinkelbygning og er fra 1921 - og oprindeligt et autoværksted.
Men den mere end 100 år gamle bygning står nok ikke til at redde nu:
- Mens vi snakker sammen, er der en kran, der er ved at vælte en væg, fortæller forstanderen.
Men hvordan løser man så situationen mandag morgen, når flere undervisningslokaler mangler?
- Vi skal i kontakt med en lokal folkeskole omkring lån af lokaler til fysik og kemi. De kreative fag kan vi placere andre steder på skolen, men vi et problem med musik-undervisningen, vi skal have løst, da instrumenterne er brændt, lyder det fra forstanderen.
Ifølge politiet er branden formentlig opstået, da en ansat brugte en ukrudtsbrænder.
Den ansatte er sigtet for overtrædelse af beredskabsloven.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.