Budgetforlig på plads: Tilfreds Duedahl (V) delte gaver ud
Samtlige partier i regionsrådet stod bag et budgetforlig, som regionsrådsformand Mads Duedahl (V) kunne præsentere på et pressemøde i Regionshuset i Aalborg Øst sent tirsdag eftermiddag.
- Alt i alt er det et historisk budget, hvor vi løfter sundhedsrammen med over en kvart milliard kroner. Vi bekæmper ventelister, investerer i mere robuste sygehuse og arbejder dedikeret på et bedre sundhedsvæsen for vores allermest socialt udsatte. Det er jeg meget, meget stolt af at stå bag, og jeg glæder mig rigtig meget over, at samtlige partier bakker op, sagde Mads Duedahl.
70 millioner kroner skal bruges til at nedbringe ventelister generelt. Pengene skal bruges, hvor der opleves særligt lange ventetider, som ortopædkirurgi, sygdomme i urinveje, og demens- og høreområdet, oplyste formanden.
Der er også afsat 40 millioner til at ”robustgøre hospitalerne”. Pengene går til ”de mindre matrikler” – for eksempel til akutmodtagelsen på Regionshospital Nordjylland i Hjørring og til gigt- og mave-tarmsygdomme på hospitalet i Thisted. Og så blev der i øvrigt afsat 45 millioner kroner til ”at understøtte flytteopgaven” til Hospitalsbyen i Aalborg Øst.
Psykiatrien får over 30 millioner kroner ekstra til især børne- og ungepsykiatrien, og så er der 29 millioner kroner til uddannelse af flere speciallæger og akutsygeplejersker.
Samtidig var der 14 millioner kroner til den kollektive trafik, og 7,5 millioner kroner blev afsat til indsatser for socialt udsatte borgere.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.