DF gennemfører ny opstillingsrunde og vrager byrådsmedlem i Morsø Kommune

Anette Svindborg (O) sidder i kommunalbestyrelsen i Morsø Kommune, men havde håbet på en plads i Folketinget efter det kommende folketingsvalg. Sådan bliver det ikke.  Arkivfoto: Peter Mørk

Anette Svindborg fra Mors var sat i stilling til at stille op til Folketingsvalget for Dansk Folkeparti, men er siden blevet fravalgt til fordel for andre kandidater.

Det skriver hun i et Facebook-opslag, hvor hun forklarer et forløb, der både har skuffet hende og gjort hende ked af det.

Anette Svindborg havde ellers fået besked om at købe plakater, som hun har købt 400 af. Men de kommer ikke i brug i denne omgang.

I stedet har hun fået besked på at koncentrere sig om det kommunale arbejde, hvor hun sidder i kommunalbestyrelsen i Morsø Kommune.

"Jeg er ærligt ked af og skuffet over, at der nu ikke bliver en kandidat hverken fra Thy eller Mors til folketingsvalget," skiver hun blandt andet i sit Facebook-opslag.

Selvom Anette Svindborg er skuffet over processen, har hun dog ingen planer om at forlade sit parti og vil altså fortsat blive på sin plads i kommunalbestyrelsen.

"Men da bestyrelsen har valgt ikke at have en kandidat fra vores yderområde, vil jeg heller ikke aktivt bakke op om de opstillede til folketingsvalget," understreger hun.

Kandidater skal godkendes på ny

Nordjyske har spurgt partisekretær for DF, Erik Bjørn Møller, hvorfor Anette Svindborg pludseligt er blevet vraget. 

Partisekretæren fortæller i et skriftligt svar, at Dansk Folkeparti har gennemført en ny opstillingsrunde til Folketinget for at prioritere deres kræfter bedst muligt lokalpolitisk og i forbindelse med det kommende folketingsvalg.

"Det indebærer, at både nye og hidtidige kandidater skal godkendes for at kunne stille op til folketingsvalget. I denne forbindelse ser vi meget gerne, at Anette Svindborg i første omgang koncentrerer sine kræfter på det kommunalpolitiske arbejde, efter at hun nu er blevet medlem af kommunalbestyrelsen i Morsø Kommune," skriver Erik Bjørn Møller, som mener, at DF-politik ikke kun er vigtigt på Christiansborg, men også i resten af landet.

"Vi er meget glade for Anette i Dansk Folkeparti. Hun leverer en stor og loyal arbejdsindsats," uddyber han.

Anette Svindborgs historie minder meget om Arne Hyldgaards fra Hjørring.

Han havde også fået grønt lys til at stille op for DF til det kommende folketingsvalg, men i januar fik han en opringning om, at han ikke længere er en kandidat. 

Den kan du læse mere om i artiklen herunder:

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Forsiden