Dreng skyndte sig at redde høns ud ved ildebrand
Klokken 11.22 mandag blev brandfolkene fra stationen i Nykøbing Mors kaldt til ildebrand på en landejendom. Det var på Tornhøj ved Sindbjerg, Mors.
En god times tid senere kunne indsatsleder Jesper Madsen fortælle, at der var styr på branden. Her ventede brandfolkene på en kran, fordi det var nødvendigt at løfte nogle ståltagplader af for at komme ind og efterslukke og tjekke for eventuelle brandlommer. Branden var opstået i et maskinhus.
- Det var en dreng, som var ved at makke med en knallert. På et tidspunkt væltede en dunk med benzin, og så er der kommet en gnist eller varme, som har antændt dampene, fortæller Jesper Madsen.
Ilden bredte sig hurtigt, og drengen skyndte sig derfor at lukke nogle høns ud.
- Det betød, at han fik noget røg, så han er lige til tjek på sygehuset. Jeg ved ikke, om nogle af hønsene kom noget til, men der render en del høns rundt herude nu, fortæller Jesper Madsen.
En anden ung person var også til stede men kom ikke noget til. Der nåede at ske skader på cirka en tredjedel af maskinhuset, hvorimod der ikke skete skade på stuehuset på ejendommen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.