Nyheder

Efter DM-ugen: - Kun lidt brok over afspærringer

- Vi havde nok imødeset en del henvendelser, hvor folks rejsetidsforlængelser og tålmodighed blev udfordret.

Sådan lyder det fra Henrik Jess Jensen, afdelingsleder for trafik og veje ved Aalborg Kommune på bagkant af DM-ugen og de mange spærringer af veje, som var nødvendige i forbindelse med bl.a. cykelløb og mesterskaber afviklet på havnearealerne i Aalborg.

- Vi havde 15 henvendelser på mail og yderligere fire henvendelser, som vi besvarede og hjalp med at finde løsninger på deres trafikale udfordringer, men vi er meget positivt overraskede over så få henvendelser, lyder det fra afdelingslederen.

Specielt har veje været afspærret fredag i forbindelse med cykelrytternes DM i tidskørsel og søndag ved linjeløbet.

- Og så har vi jo haft Strandvejen afspærret siden i onsdags og frem til midnat søndag. Men det er som om, aalborgenserne har taget konceptet med DM-ugen til sig og indrettet deres kørsel efter, at der skal være plads til begivenheder. Vore såkaldte hastighedsdæmpende foranstaltninger, som jo også fungerer som terrorsikring, bliver respekteret, og det er vi taknemmelige for, konstaterer Henrik Jess Jensen.

Statistisk set har den hjemmeside, kommunen oprettede med trafikinfo om DM-ugen, haft tredjeflest sidevisninger - godt 29.300 - i perioden fra 18. maj til 30. juni - kun overgået af Aalborg Kommunes forside med godt 44.400 visninger og Aalborg Kommunes jobside med godt 36.400 sidevisninger.

- Så der har heldigvis været tale om en god forventningsafstemning mellem trafikanterne og os, siger Henrik Jess Jensen.

Trods en afspærring af Limfjordsbroen søndag lykkedes det at få ekspederet ni studenterkørsler over, uden at det gav anledning til problemer, ligesom der blev afviklet en broåbning efter aftale med Søfartsstyrelsen, så sejlende på Limfjorden ikke blev lukket inde eller ude på grund af afspærringen af broen.

Til gengæld blev arrangementet udfordret af blæsten, og et af de store skylinetelte måtte på grund af den hårde blæst af sikkerhedsmæssige årsagen pilles ned, og bl.a. DM i idrætsgymnastik måtte flyttes til Stadionhallen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden