Ekstra gram i saltbøssen gør forskel i Aalborgs gader
Bilister i Aalborg har måske undret sig over, at vejene i år hurtigere er blevet sorte efter snefald.
Forklaringen er enkel: Der bliver strøet mere salt.
Entreprenørenheden under Teknik og Miljø har nemlig skruet op for doseringen.
Hvor man tidligere brugte 15 gram tørstof pr. kvadratmeter, lægges der nu 20-25 gram.
Og det virker.
- Vi kan se, at det har en enorm god virkning. De sidste 5-10 gram gør en stor forskel, siger afdelingsleder Niels Sloth Christiansen.
Strategien er klar: Sort asfalt hurtigere - og mindre is.
Samtidig saltes der mere forebyggende inden snefald.
Her hjælper trafikken med at trykke saltet ned i asfalten, så sneen får sværere ved at bide sig fast.
Kommunens vintertjeneste dækker et kæmpe område: 2.050 kilometer veje, 405 kilometer stier, 307 kilometer fortove og 380.000 kvadratmeter pladser og p-pladser.
Når sneen vælter ned, kan op mod 150 maskiner være i gang.
Alligevel understreger kommunen, at der samlet set ikke bliver brugt mere salt end tidligere. Den mere effektive indsats betyder færre udkald, fordi mandskabet rykker ud og vurderer forholdene, før det tunge materiel sendes afsted.
Til gengæld må beboere på de såkaldte serviceklasse 4-veje - boligveje med lav trafikal betydning - væbne sig med tålmodighed.
Salt mangler Aalborg i øvrigt ikke.
Lageret fyldes hver sommer med 7.000 ton, og der suppleres med yderligere 2.500 ton om vinteren. En normal vinter sluger op mod 8.000 ton.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.