Får medhold af styrelse: For meget slør i Tesla-modeller
Det var korrekt, da FDM Test & Bilsyn ikke godkendte to Tesla Model 3, der var til periodisk syn.
Det slår Færdselsstyrelsen fast, efter at bilejerne uafhængigt af hinanden klagede over, at bilerne skulle til omsyn.
Det skriver FDM torsdag i en pressemeddelelse.
- Tidligere på året var vi ude at advare Tesla-ejerne om, at der er mange Teslaer, der har væsentligt slør i bøsninger i baghjulsophæng. Derfor er vi naturligvis tilfredse med, at Færdselsstyrelsen er enig, siger områdechef i FDMs tekniske rådgivning Lone Otto.
Normalt oplever man først slør i hjulophæng på ældre biler, som har kørt mange kilometer. Men FDM har set flere Tesla-modeller med fejlen forholdsvis tidligt i bilens levealder - og for flere biler allerede inden første syn.
Derfor har FDM også taget kontakt til Tesla for at få dem til at løse problemet.
FDM har tidligere beskrevet, at der er adskillige tilfælde af væsentligt slør i baghjulsophænget og i ratstammen på den populære Model 3, men også på Model Y.
Organisationen kunne i januar fortælle, at knap hver fjerde af de Tesla Model 3 årgang 2020, der sidste år var til syn, dumpede blandt andet på grund slør i vigtige dele. For øvrige elbiler var dumpeprocenten blot ni procent.
Der er indregistreret omkring 37.000 Model 3 og godt 40.000 Model Y i Danmark.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.