Færdselsuheld ved afkørsel 35 Hobro - 29-årig i kritisk tilstand
Station Hobro er søndag eftermiddag rykket ud til et alvorligt færdselsuheld på E45 i sydgående retning mellem afkørsel 35 Hobro V og afkørsel 36 Onsild.
Det oplyste Nordjyllands Beredskab på det sociale medie X.
Motorvejen var kortvarigt totalspærret i forbindelse med redningsarbejdet, men begge vognbaner er nu genåbnet og oprydningsarbejdet efter uheldet er rykket ind i nødsporet, skriver Vejdirektoratet.
Ifølge vagtchef Thomas Ottesen fra Nordjyllands Politi er der tale om et solouheld i forbindelse med en overhaling. En personbil mistede af uvisse årsager herredømmet og ramte autoværnet.
Føreren - en 29-årig mand fra lokalområdet - blev slynget ud af bilen og landede på en nærliggende mark.
Han er i kritisk tilstand og blev kørt til Aalborg Universitetshospital med eskorte.
Søndag aften oplyser vagtchef Thomas Ottesen, at manden er uden for livsfare.
- Han har pådraget sig en del brud og frakturer, oplyser vagtchefen.
Der er rutinemæssigt taget blodprøver af manden for at fastslå, om han har kørt bil i påvirket tilstand.
En bilinspektør har også været på ulykkesstedet for at se, om man kan komme årsagen til ulykken nærmere. Den 29-årige er endnu ikke blevet afhørt.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.