Fjerde person fængslet i grov voldssag


Opdateret kl. 13:16

Opdateret klokken 13.06 med oplysninger om, at den 33-årige, der blev anholdt natten til lørdag er blevet varetægtsfængslet i fire uger. 

Nordjyllands Politi har natten til lørdag anholdt en 33-årig mand i forbindelse med et brutalt overfald på en 52-årig mand begået fra om aftenen 4. december til natten til 5. december på to forskellige adresser i Nibe og Aalestrup.

Det oplyser Karsten Højrup vagtchef ved Nordjyllands Politi. 

Den 33-årige blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Hjørring. Her blev han varetægtsfængslet frem til 8. januar. Manden nægter sig skyldig. 

Dermed er i alt fire personer fængslet i sagen. Tre af dem blev varetægtsfængslet efter et grundlovsforhør ved Retten i Aalborg fredag. 

Sigtelsen lyder på, at mændene slog og sparkede den 52-årige, hældte brandbare væsker ud over ham, satte ild til ham og udsatte ham for et seksuelt overgreb med et metalredskab. 

Forsiden