Flere i detentionen efter voldsepisoder i nat
Nordjyllands Politi har i løbet af lørdag aften og natten til søndag været ude til flere voldsepisoder i det aalborgensiske natteliv.
- Klokken 23.12 fik vi en anmeldelse om vold fra Hjerter Dame i Danmarksgade. Her havde en 27-årig mand umotiveret slået en 24-årig mand i ansigtet med knytnæve. Det gav lidt overfladiske knubs til den 24-årige, og den 27-årige var godt beruset, så ham har vi inde til afrusning nu, fortæller vagtchef Christian Tilsted.
Begge mænd er fra Aalborg-området.
Senere på natten var den så gal på Vesterå foran Stygge.
Her melder politiet om, at der i løbet af natten har været en del uro.
- Vi var forbi der et par gange, for der har været en masse tumult ude foran. Lige nu har vi en enkelt voldsag, som er anmeldt klokken 04.06. Her er den forurettede en 24-årig mand, der har fået et slag i ansigtet med en kraftig blodnæse til følge. Gerningsmanden er en 18-årig mand, som vi også har inde i detentionen lige nu.
De to har ingen relation til hinanden, oplyser vagtchefen, og supplerer med, at han ikke kan udelukke flere anmeldelser om vold fra det tidsrum, hvor der altså var en del ballade foran klubben.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.