Politi bekræfter sag om krybskytteri i Hals


Opdateret kl. 14:49

Opdateret kl. 14.48 - Nordjyllands Politi bekræfter krybskyttesag

Et skud i det fjerne fik søndag Morten Bruun, som er formand for Hals Jagtforening til at spidse ører. 

Senere samme eftermiddag var han med til at pågribe en formodet krybskytte i Hals Mose. 

Morten Bruun fortæller til Ritzau, at han blev opmærksom på, at noget var galt, da han omkring kl. 16.45 sammen med sin kone var på vej ud for at lufte hunden.

- Da vi stiger ud af bilen, hører vi et skud, siger Morten Bruun.

Jagtforeningsformanden sætter sig tilbage i sin bil og kører i retning af lyden. Her passerer han en anden bilist, som han genkender. 

Den mistænkte mand kører angiveligt ud af mosen for herefter at køre ind i området igen via en anden vej. Her venter Morten Bruun, og han ser den mistænkte parkere bilen.

Han kontakter både bestyrelsesmedlemmer i jagtforeningen og politiet. 

Da politiet ankommer, er den mistænkte på stedet.

- Vi tilbageholdt ham, indtil politiet kom, siger Morten Bruun. 

Politihunde fandt efterfølgende frem til en råbuk, der var blevet skudt og forsøgt gemt i området. Råbukken er skudt uden for sæson og på et område, som tilhører Den Danske Naturfond. 

Nordjyllands Politi bekræfter over for Ritzau, at kredsen har en sag om krybskytteri, og at en person i den forbindelse er sigtet. Politiet kan mandag eftermiddag ikke oplyse nærmere om sigtelsen eller sagen i øvrigt.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Forsiden