Forslag: Ny Læsø-færge til kriseberedskab
Opdateret kl. 12:54
”Vil I være med til at betale gildet, kan vi tilbyde, at en ny Læsø-færge bliver en del af Danmarks kriseberedskab.”
Sådan lyder tilbuddet fra Læsø til staten.
Baggrunden er transportminister Thomas Danielsens (V) advarsel om, at Danmark lever i en urolig tid, hvor infrastruktur og knudepunkter er sårbare mål. Ministeren kaldte det ”rettidig omhu” at forberede sig på, at eksempelvis Storebæltsbroen i en krisesituation kan lukke.
Læsø vil have staten med til at finansiere en ny færge, der både kan løfte øens egen rute til Frederikshavn og samtidig indgå i det nationale beredskab. Konkret foreslår kommunen en søsterfærge til de to el-færger på ruterne Samsø-Kalundborg og Bøjden-Fynshav.
Molslinjen har netop tilbudt Læsø en tilsvarende færge – men prisen er for høj til, at kommunen kan løfte den alene. Derfor lyder forslaget: Staten støtter, ligesom den har gjort på de to andre ruter. Til gengæld kan færgen, i nødstilfælde, stilles til rådighed som aflastning andre steder i landet.
Scenariet er klart: Skulle Storebæltsbroen lukke, kan færgerne træde til som ekstra forbindelser over bæltet. Hver el-færge har plads til 600 passagerer og 155 biler - og kan sejle otte dobbeltture i døgnet.
Færgerne sejler på batterier, men er udstyret med generatorer, så de kan køre på fuld kraft, selv hvis strømmen svigter.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.