Frederikshavn bliver centrum for byggeri af fem nye arktiske skibe
Opdateret kl. 14:33
Forsvarsforligskredsen er blevet enige om, hvordan fem nye arktiske skibe til det danske forsvar skal bygges.
Det skriver forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.
Dele af skibene skal produceres flere steder i Danmark, mens den endelige samling skal ske på en statsejet samlefacilitet i Frederikshavn.
Beslutningen betyder, at Frederikshavn får en central rolle, når forsvaret i de kommende år skal styrkes i Arktis. Samtidig skal den nye samlefacilitet indrettes, så den også kan bruges til at bygge større militære skibe i fremtiden.
Ifølge forsvarsminister Troels Lund Poulsen skal den valgte byggestrategi både styrke dansk skibsbygning og gøre Danmark mindre afhængig af udlandet.
Når de tekniske specifikationer for de arktiske skibe er endeligt fastlagt, kan kontraktforhandlinger igangsættes, skriver de.
For et år siden blev et politisk flertal enig om at købe tre nye arktiske skibe, der skulle erstatte de knap 40 år gamle skibe i Thetis-klassen. Siden blev det udvidet til to ekstra, som skulle bruges i Østersøen og i Arktis samt Grønland.
Flere politikere har kritiseret, at der endnu ikke er lavet en aftale med en leverandør, skriver Ritzau.
Forsvarsministeriet oplyser mandag, at der skal komme en militærfaglig indstilling i forhold til, hvad de skal kunne, og at man skal blive enig om, hvem der skal bygge skibene.
Hvilken klasse og hvilke kapaciteter skibene skal udrustes med er en afgørende faktor i forhold til pris og de opgaver, de skal kunne løse.
Spørgsmålet er eksempelvis, hvilken dronekapacitet de skal have, og om de skal kunne spore og bekæmpe ubåde.
Det har tidligere været fremme, at det første nye skib efter planen skal være klar i 2030.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.