Her er Mariager Højskoles nye forstander
Der er lidt tid endnu - men 1. juli næste år kan Gideon Jakobsen kalde sig ny forstander på Mariager Højskole.
Han afløser Leif Petterson, som har været ansat på højskolen i 23 år og selv har ønsket at stoppe til juli. Det fremgår af en pressemeddelelse tirsdag.
Den 43-årige afløser kommer fra en stilling som forstander på Frydensberg Efterskole, som også ligger i Mariager.
- Jeg er meget beæret og ydmyg over at blive spurgt om at blive forstander på Mariager Højskole. Som tidligere elev på skolen har jeg selv erfaret, hvor livsforvandlende et højskoleophold kan være. I den tid, vi lever i, er der mere end før brug for en skole, som tydeliggør Bibelens relevans, og som udruster næste generation til at gøre en forskel i kirke og samfund, siger Gideon Jakobsen.
Mariager Højskole har 60 til 70 elever på det lange højskolekursus fra august til juni. Skolen arbejder tæt sammen med sit kirkelige bagland, trossamfundet Mosaik.
Gideon Jakobsen er gift med Dorthe, som han har tre børn sammen med. Derudover er der et plejebarn i familien. Han har en bachelor i praktisk teologi samt en diplomuddannelse i ledelse. Derudover er han i gang med en master i ledelse fra Aalborg Universitet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.