Hundepatrulje i aktion i skovstykke i Vendsyssel - to mænd anholdt sent søndag


Opdateret kl. 17:02

De fleste lå enten og sov - eller skulle snart til det - da en landmand i Vendsyssel opdagede, at det rumsterede ved hans traktorer på Dronninglund-kanten på Hjallerupvej klokken 23.20 søndag aften.

Han opdagede, at nogle personer var ved at stjæle GPS-udstyr fra hans traktorer - og kontaktede derfor ordensmagten.

I mellemtiden forsvandt de ubudne gæster fra stedet i bil, men Nordjyllands Politi rykkede ud med et par hundepatruljer - og det gav pote kort efter.

Relativt tæt på gerningsstedet opdagede man to mænd, der kunne kobles til tyveriet af udstyret, der typisk repræsenterer en værdi på flere hundrede tusinde kroner.

- De bliver anholdt i et skovstykke 800 meter derfra. Der er tale om to mænd fra Litauen, som nu er i vores varetægt. Vi skal nu have afklaret, om de kan kobles til andre lignende tyverier, fortæller vagtchefen ved Nordjyllands Politi, Christian Tilsted, mandag morgen til Nordjyske.

Mændene - der er henholdsvis 32 og 38 år gamle - er blevet fremstillet i grundlovsforhør mandag klokken 13 ved Retten i Hjørring.

Anholdelsen foregik i øvrigt stille og roligt ifølge vagtchefen.

Ingen af de to har bopæl i Danmark.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden