Invasiv art er for første gang fundet i Hirtshals
Opdateret 18. august 2025 kl. 13:12
For første gang er den invasive signalkrebs fanget i Emmersbækken ved Nordsøen Oceanarium i Hirtshals.
Det skriver Nordsøen Forskerpark i en pressemeddelelse.
Hen over sommeren er der fanget tre eksemplarer af arten. Senest var det en ung signalkrebs, og derfor tyder det på, at arten er i gang med at formere sig.
Signalkrebsen truer biodiversiteten ved at sprede sygdommen krebsepest og udkonkurrere flodkrebsen. Derudover spiser arten store mængder planter, insekter og smådyr, hvilket kan få brinkerne langs vandløbene til at styrte sammen.
- Arten er ikke tidligere fundet i området, og vi håber ikke, at den spreder sig, for signalkrebsen skader vores økosystem. Med det er desværre ikke et godt tegn, at der er fanget yngel, siger formidlingskoordinator Kim Fogt.
I 2016 blev signalkrebsen omfattet af EU-forordningen for invasive arter. Det betyder blandt andet, at hvis du fanger signalkrebsen, skal den slås ihjel.
Krebsen adskiller sig fra flodkrebsen ved at have en lys plet på kløerne, som er mere glatte og buttede, samt et rygskjold uden tydelige torne.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.