Kødannelse søndag eftermiddag nær Hobro: To ugers asfaltarbejde venter
Omkring fem kilometer asfalt skal udskiftes på E45 ved Hobro - og arbejdet er så småt gået i gang søndag eftermiddag, hvilket allerede har skabt kødannelse på motorvejen.
Nordjyske har været i kontakt med en bilist ved 14.30-tiden, der fortæller, at trafikken går meget langsomt i sydgående retning, når man når til Hobro V.
Og i nordgående retning er der også melding om, at det går langsomt mellem Handest og Onsild.
Vejdirektoratets trafikkort viser da også, at der er udfordringer med gule markeringer - og enkelte røde - søndag ved 15-tiden.
Tidligere på ugen oplyste Vejdirektoratet, at arbejdet vil foregå i nordgående retning på strækningen ved afkørslerne 36 Onsild og 37 Handest.
Af hensyn til trafikken bliver arbejdet udført i aften- og nattetimerne og i weekenderne. Trafikken vil i dette tidsrum blive ledt over i de sydgående spor, så der er et enkelt spor farbart i hver retning. Samtidigt vil til-og frakørslerne ved 36 Onsild og 37 Handest være spærret.
I tidsrummene, hvor der ikke arbejdes, er der åbent for trafik i fuldt omfang i begge retninger – dog med nedsat hastighed i nordgående retning, skriver Vejdirektoratet.
Asfaltarbejdet forventes at strække sig over to uger.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.