“Kødbil” skyld i trafikkaos omkring Limfjordstunnelen
En ombygget varevogn med salg af ost, kød og fisk skabte fredag eftermiddag massiv kø i og omkring Limfjordstunnelen.
Det oplyser vagtchef Thomas Ottesen til Nordjyske.
Kl. ca. 14.30 forulykkede "kødbilen", som vagtchefen kalder den.
- Den kørte ind i autoværnet, så der lå vragdele over det hele. Det var et solouheld alene med materielle skader. Varevognen har taget temmelig meget skade, fortæller vagtchefen.
Uheldet skabte straks kø i den tætte trafik. Umiddelbart efter forulykkede endnu en bil nord for tunnelen, og minutter senere kørte to biler så sammen nede i selve tunnelen.
- Her steg begge chauffører så ud af deres biler og begyndte at udveksle forsikringsoplysninger. Det skal man lade være med, så dem fik vi hurtigt sendt videre, siger vagtchefen.
Selv om uheldene på E45 på intet tidspunkt betød, at der var helt spærret for trafik, så var to spor lukket i mere end halvanden time, og det forplantede sig lynhurtigt til trafikken ind gennem Aalborg med massive køer til følge.
Kl. 15.34 meddelte politiet, at begge uheld var håndteret, og alle tre spor på E45 igen var åben for trafik.
Kl. 16.30 foregik trafikken omkring tunnelen og i det centrale Aalborg fortsat i sneglefart. På det tidspunkt lød vurderingen fra vagtchefen, at der ville gå mindst en halv time, før situationen ville være normal.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.