Brand

68-årig kvinde hjulpet ud af røgfyldt lejlighed


Opdateret kl. 15:10

Nordjyllands Beredskab og Nordjyllands Politi kørte søndag formiddag klokken 11.14 til en bygningsbrand på Lindenborgvej i Aalborg.

Meldingen lød på kraftig røgudvikling fra en altan i stueetagen.

- Vi sender vores indsatsleder og to patruljer derud. Den første patrulje, der kommer derud skaffer sig adgang via en terrassedør, og de kan se, at der ligger en kvinde inde på gulvet, fortæller vagtchef Christian Tilsted fra Nordjyllands Politi.

Det lykkedes patruljen at få den 68-årige kvinde hjulpet ud på altanen, inden brandvæsnet nåede frem. 

- Det var en anden beboer i opgangen, der ringede og fik evakueret resten af opgangen, inden vi kom derud. Men vedkommende kunne ikke komme ind i den lejlighed hvorfra røgen kom, fortæller vagtchefen.

Det var formentlig en lampe, der var væltet, der havde antændt gulvet.

- Det er uvist, hvad lampen har antændt først, men den har brændt igennem parketgulvet, og det har givet en del røgudvikling, fortæller indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Henrik Christensen.

Beredskabet fik hurtigt slukket de gløder, der var i trægulvet, og de er nu færdige på stedet.

Den 68-årige kvinde blev tilset af en ambulance og har det efter omstændighederne okay, men skal genhuses. 

- Nu venter der en opgave for skadeservice i forhold til røgsanering og reetablering af gulvet, siger indsatslederen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden