Kunde låst inde: Brosten kastet mod Aalborg-Netto
Artiklen er rettet mandag. Tidligere fremgik det, at det var Nettos ansatte, der kastede sten. Det er ikke korrekt.
En patrulje fra Nordjyllands Politi kom ud på en spøjs opgave søndag aften.
Via 112 modtog alarmcentralen klokken 23.09 i et opkald om, at flere personer stod og kastede med brosten mod ruderne på Netto i Danmarksgade i Aalborg.
Da politiet nåede frem, kunne man konstatere, at det var nogle forbipasserende, der kastede stenene. Vagtchefen ved Nordjyllands Politi, Christian Tilsted, fortæller, at det faktisk var et helt legalt forehavende.
- Det viser sig, at man er kommet til at låse en kunde inde, da man lukker butikken - og da han bevæger sig rundt, så går alarm og røgkanon af, fortæller vagtchefen.
Ifølge Christian Tilsted får de forbipasserende den opfattelse, at der er brand i butikken - så derfor kaster de sten mod dagligvarebutikken for at knuse ruden i indgangsdøren.
Det lykkedes - og den uheldige kunde kunne komme ud.
- Så der var faktisk ikke rigtig noget i sagen for os alligevel, konstaterer vagtchefen.
Historien melder ikke noget om, om det lykkedes kunden at komme hjem med de varer, vedkommende havde planer om at købe.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.