Nyheder

Tysk turist fanget på skrænt efter skred - ambulance ventede på stranden

Nordjyllands Beredskab rykkede tirsdag middag ud til Nr. Rubjerg mellem Lønstrup og Løkken.

En person var blevet fanget på en skrænt - altså Rubjerg Knude, der visse steder er op mod 60 meter høj og ret stejl - og vedkommende kunne hverken komme op eller ned.

Klokken godt halv to har Nordjyske været i kontakt med indsatsleder Thomas Simonsen.

Han  fortæller, at en tysk turist gik ud på en lille afsats omkring fem meter fra toppen af klinten - men her skete der et skred, så han røg en meter længere ned og ikke kunne komme op igen.

- Han lagde sig ned helt fladt for at undgå flere skred - og havde omkring 50 meter ned, fortæller Thomas Simonsen.

Folk fra stationen i Løkken og højdereddere fra Hjørring satte et spyd i klinten, hvorefter de kom ned til den uheldige turist via seler - og sammen kom de ned på stranden, siger indsatslederen.

Her skulle han tilses af en ambulance, da han var noget medtaget af oplevelsen.

- Jeg kan kun opfordre til, at man ikke færdes langs kanten på klinten. Der er meget løst sand, og vi kan se, at der er flere skred,  siger Thomas Simonsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden