Lone Haugaard er ny kommunal spidskandidat for Moderaterne

Efter en tænkepause er tidligere løsgænger Lone Haugaard klar til endnu en omgang i lokalpolitik, hun er ny kommunal spidskandidat for Moderaterne.
Efter en tænkepause er tidligere løsgænger Lone Haugaard klar til endnu en omgang i lokalpolitik, hun er ny kommunal spidskandidat for Moderaterne. Foto: Martin Damgård

Opdateret kl. 15:13

Byrådsmedlem og løsgænger Lone Haugaard er ny kommunal spidskandidat for Moderaterne i Frederikshavn Kommune ved lokalvalget i november. 

Med sin indmeldelse i partiet er hun samtidig Moderaternes første byrådsmedlem i kommunen. Det skriver partiet i en pressemeddelelse.

Ved kommunalvalget i 2021 blev Lone Haugaard valgt ind i byrådet med et personligt stemmetal, der kun er overgået af fire andre blandt de nuværende byrådsmedlemmer. 

Hun er tidligere medlem af Venstre, hvor Lone Haugaard dog tabte afstemningen om at blive sit daværende partis borgmesterkandidat.

I kølvandet på det fulgte en tid som løsgænger og en plan om at forlade lokalpolitik.

Men det har nu ændret sig efter dialog med Moderaterne.

- For mig giver det mening at bruge sin tid på politik, hvis man har noget på hjerte, drømmer om et bedre samfund og vil modet til at forfølge målet. Jeg har haft en tænkepause og kan mærke på mig selv, at jeg ikke kommer til at slippe drømmen om forandring til det bedre, siger hun.

- Moderaterne står samme sted med vilje og energi til at tage udfordringerne op. Der skal sættes en ny retning på den førte politik, som igen kan sætte vores fantastiske kommune på landkortet som et sted mennesker flytter til, ikke fra, og hvor erhvervsliv, civilsamfund og skoler kan vokse og blomstre igen. 

Lars Løkke Rasmussen, politisk leder for Moderaterne, glæder sig over, at Lone Haugaard er blevet en del af partiet og vil repræsentere Moderaterne i Frederikshavn til kommunalvalget 18. november. 

- Jeg glæder mig over, at vi nu har et byrådsmedlem i Nordjylland, siger han.

- Lone er et stærkt kort til at levere moderat politik i Frederikshavn Kommune, hvor udfordringerne er mærkbare, og behovet for en konstruktiv og løsningsorienteret tilgang er stort. Det kan hun – sammen med resten af holdet.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Forsiden