Bankansatte sagde kollektivt op: Nu har de fundet nye lokaler i Løgstør
Den fremtidige adresse for en række tidligere medarbejdere i Spar Nord, der fornylig sagde kollektivt op for at flytte til konkurrenten Sparekassen Kronjylland, er nu på plads.
Sparekassen Kronjylland har nemlig nu fundet lokaler i Løgstør.
9. marts rykker de tidligere Spar Nord-medarbejdere således ind i Toldboden, hvor Sparekassen Kronjylland har lejet både arbejdspladser og mødelokaler.
Toldboden Workzone, som er stedets fulde navn, er et kontorfællesskab midt på havnen i Limfjordsbyen.
Lokalerne i Toldboden er dog kun midlertidige, så Sparekassen Kronjylland kigger fortsat efter de lokaler, de skal etablere den endelige afdeling i.
I første omgang får syv medarbejdere deres daglige arbejdsplads i Løgstør. De tiltræder i Sparekassen Kronjylland 1. marts, og den første uge vil de blandt andet bruge på at lære sparekassens systemer og forretningsgange, men allerede 9. marts vil de altså være fysisk til stede i Løgstør.
I alt var der 18 Spar Nord-medarbejdere fra Aars og Løgstør, der fornylig sagde kollektivt op for at rykke til Sparekassen Kronjylland, som åbner afdelinger i Løgstør og Aars.
I Aars rykker medarbejderne ind i Messecentret.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.