Lå bevidstløs i opgang efter brand: Nu spærrer politiet hel ejendom af i Sæby


Opdateret 08. september 2025 kl. 05:38

Opdateret mandag morgen: Manden meldes i stabil tilstand

Søndag aften  ved 20.30-tiden er Nordjyllands Politi ved at spærre en ejendom af på Wenbovej i Sæby.

Der skal foretages brandtekniske undersøgelser på stedet, hvor der udbrød brand ved 18.30-tiden.

- Så vidt jeg er orienteret  er der tale om en ejendom med fire lejemål, og der kommer en melding om røg i opgangen. Da brandvæsenet ankommer, finder de en bevidstløs mand i opgangen, fortæller vagtchefen ved Nordjyllands Politi, Rene Kortegaard, til Nordjyske.

Det lykkedes dog at få manden bragt til bevidsthed igen, og han er blevet kørt på sygehuset.

Men der foreligger ikke yderligere om hans tilstand søndag aften.

- En kvinde, der befandt sig i en lejlighed, er også blevet tilset i en ambulance på stedet, fortæller vagtchefen.

Alle beboere i ejendommens lejemål skal genhuses, da Nordjyllands Politi - måske allerede i morgen - skal have undersøgt, hvad der er sket.

Det eneste man ved med nogenlunde sikkerhed er, at røgen og branden er opstået  i opgangen.

Mandag morgen meddelte vagtchefen ved Nordjyllands Politi, at den indlagte mand meldes i stabil tilstand.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden