Nu leder hjemmeværnet og vandsøgningshunde efter savnet kvinde

En større eftersøgning er i gang i Vognsild, hvor en 76-årig kvinde har været savnet siden søndag.
En større eftersøgning er i gang i Vognsild, hvor en 76-årig kvinde har været savnet siden søndag. Lasse Damsgaard

Opdateret 01. december 2025 kl. 14:45

Opdateret 1. december: Nordjyllands Politi oplyser, at den savnede kvinde er fundet død i et vandhul nær Vognsild. Der er ikke noget, der tyder på en forbrydelse.

Nu bliver eftersøgningen af 76-årige (den savnede kvinde, red.), der forlod sit hjem i Vognsild ved Aars søndag aften, intensiveret.

Det oplyser politikommissær Jesper Konttorp-Fredsgaard fra Nordjyllands Politi.

- Vi får assistance af 15-20 mand fra hjemmeværnet, de går blandt andet rundt og leder i folks haver i Vognsild, siger han, og fortæller også, at to vandsøgningshunde deltager.

- De er med på to både og leder i en sø ved gadekæret inde i Vognsild by.

Jesper Konttorp-Fredsgaard understreger på det kraftigste, at der ikke er noget, der indikerer, at den savnede kvinde er i søen.

- Men vi gennemsøger hele byen, både til vands og til lands.

Igen i dag deltager Beredskabsstyrelsen også med mandskab og terrængående køretøjer.

I forbindelse med eftersøgningen kommer politikommisæren endnu en gang med en opfordring til at lede alle steder, hvor man eksempelvis kan søge ly for vind og vejr.

- Vi vil gerne takke borgerne for opbakningen og den store indsats, vi allerede har oplevet. Men vi har fortsat brug for hjælp, siger han.

- Vi opfordrer igen alle i området til at tjekke deres haver, skure, lader, udhuse og andre steder, hvor man måske ikke normalt kigger, så vi ikke overser noget.

Politiet hører fortsat gerne fra dig på 114, hvis du har oplysninger.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden