Ny nitrat-grænse kan give større vandregninger i flere nordjyske kommuner


Opdateret 13. februar 2026 kl. 09:29

Opdateret med nye oplysninger fra Hjørring Vandselskab i bunden af artiklen. 

NORDJYLLAND: For meget nitrat i drikkevandet giver øget risiko for tarmkræft - nu vil miljøminister Magnus Heunicke (S) indføre lavere grænseværdier, men det kommer til at koste vandforbrugerne penge i flere nordjyske kommuner.

Det skriver DR.

Allerede sidste år har forsyningsselskabet i Aalborg sat 650 millioner kroner af for at rense vandet, så det kun indeholder 15 milligram nitrat pr. liter vand.

Det betyder, at borgerne i forsyningsområdet kan forvente en ekstraregning på cirka 1.000 kroner om året i ti år.

Men efter ekspert-anbefalinger vil miljøministeren nu have grænsen ned på seks milligram pr. liter.

Det vil ikke bare gøre regningen i Aalborg endnu dyrere - vandregningen vil også få et nøk opad for forbrugere i seks andre nordjyske kommuner, hvis grænsen sættes ned, skriver DR.

Foruden Aalborg vil der ifølge DR være tale om forbrugere i Thisted, Jammerbugt, Hjørring, Brønderslev, Frederikshavn, Vesthimmerland og Rebild kommuner.

At kommunerne er nævnt er dog ikke ensbetydende, at der generelt er et stort problem i den enkelte kommune, lyder det fra Hjørring Vandselskab til Nordjyske.

- Vi leverer vand til 40.000 ud af 62.000 husstande i Hjørring kommune. Et enkelt sted er der målt 3,8 milligram nitrat, men ellers er der så lidt nitrat, at det ikke er målbart. Så vi har ingen planer om at hæve prisen på grund af nitrat, siger formanden for vandselskabet, Daniel Vestergaard.

- Men jeg kan ikke svare for de private vandværker rundt omkring i kommunen, der leverer til resten af forbrugerne, påpeger han.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden