Nyt: Fra Skagen til Hobro uden at skifte tog


Opdateret kl. 09:34

Fra 17. januar 2026 bliver det lettere at rejse på tværs af Nordjylland - helt fra Skagen til Hobro - uden at skulle skifte tog. 

Det sker, når Nordjyske Jernbaners regionaltog udvides til også at køre mellem Skørping og Hobro.

Samtidig ændrer DSB deres standsningsmønster mellem Aalborg og Hobro for at skabe hurtigere forbindelser mellem landsdelens største byer, oplyser Nordjyske Jernbaner i en pressemeddelelse.

Baggrunden for ændringerne er et ønske fra DSB og Trafikstyrelsen om en mere effektiv køreplan, hvor færre stop reducerer rejsetiden mellem Aalborg og Aarhus – og videre mod København. Det giver en mere strømlinet fjerntrafik, mens man i regionen fremover vil opleve, at de lokale stationer mellem Aalborg og Hobro betjenes af regionaltog.

Ændringer i togdriften fra 17. januar
  • Regionaltog
  • RE75, der i dag kører fra Skagen til Aalborg, udvides til at køre hele vejen fra Skagen til Hobro
  • RE76, der i dag kører fra Hirtshals til Aalborg, udvides, så der køres fra Hirtshals til Skørping
  • IC- og Lyntog
  • IC-tog stopper kun i Hobro, Skørping og Aalborg
  • Aalborg Lufthavn betjenes af både IC- og lyntog
  • Lokale stationer
  • Arden, Støvring, Svenstrup og Skalborg betjenes fremover kun af regionaltog. Dog vil to IC-tog i morgentimerne fortsat standse i Arden, i retning mod Aalborg.
  • Ferieperioder
  • Regionalnettet kører timesdrift i stedet for halvtimesdrift på hverdage i myldretiden.

Med den nye køreplan vil IC-togene fremover kun stoppe i Hobro, Skørping og Aalborg i Nordjylland. 

Det betyder kortere rejsetid for fjerntrafikken og en mere robust planlægning - blandt andet fordi de regionale rejsende mellem Aalborg og Hobro fremover betjenes af Nordjyske Jernbaners tog, som kører på en kortere strækning.

- Vi forventer, at mange lokale rejsende vil opleve en mere punktlig togdrift, fordi regionaltogene ikke er påvirket af forsinkelser sydfra, fortæller Ole Schleemann, direktør for kunder og drift hos NT, der ejer Nordjyske Jernbaner.

Aalborg Lufthavn styrkes også, da både IC- og lyntog fremover kører direkte til lufthavnen, hvilket giver nye rejsemuligheder til og fra blandt andet Hobro, Randers og Aarhus.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden